tirsdag den 11. oktober 2016

Coq au vin

Når man ikke kan få fat i en hanekylling, må man nøjes med en almindelig kylling. Selv med sådan en, smager retten fantastisk. 
Det er en rigtig god simreret til den kolde tid. Retten er lavet med inspiration fra Valdemarsro.dk.

Jeg brugte:
1 stor kylling eller 2 små. 

1 stykke bacon

1 bakke champignon
1 pose frosne perleløg

2 hakkede løg
4-6 gulerødder i tykke skiver
1/2 knoldselleri
2-3 spsk mel
4 stilke frisk timian
Laurbærblade
Persille
1 flaske rødvin. Tilsæt evt bouillon hvis ikke en flaske vin er nok

Kyllingen klippes i passende stykker, der steges i en stegegryde. Drysses med salt og peber. 


Kyllingestykkerne tages op, og grøntsagerne (løg, hvidløg, halvdelen af gulerødderne, knoldselleri) svitses i gryden. Melet drysses over grøntsagerne. Kyllingestykkerne lægges tilbage i gryden. Timian, laurbærblade, persille tilsættes sammen med rødvin.


Retten simrer i en god times tid. Imens laves nedenstående:

Baconen skæres i skiver og steges sprøde. 


Baconen tages op på et stykke køkkenrulle. I baconfedtet steges champignon og resten af gulerødderne. Tag gulerødder og champignon af panden. 

Perleløg, 1 spsk smør, 1 spsk sukker, 1/2 tsk salt og 1 dl vand kommes på panden, og det koges ind under omrøring, indtil løgene karamelliserer. Tag løgene af. Kog panden af i lidt væske fra gryden, og kom det tilbage i gryden. 



Efter kyllingestykkerne har kogt en god times tid, tages de op. Sovsen sies, og grøntsagerne kasseres. 
Sovsen koger evt lidt ind, inden den smages til med krydderier. 
Kyllingestykkerne lægges tilbage i gryden. 
Gulerødder, bacon, champignon og perleløg kommes i gryden, og det hele varmes godt igennem inden serveringen. 


Vi fik kogte ris som tilbehør, men retten smager også dejlig med kartoffelmos. 





Ingen kommentarer:

Send en kommentar