torsdag den 27. august 2015
søndag den 23. august 2015
Spyd med oksekød og portobello
Vejret er stadig fantastisk, så aftensmaden blev lavet i udekøkkenet og på grillen.
I stedet for at få almindelige hakkebøffer, blandede jeg oksefarsen med lidt forskelligt og satte den på spyd.
Farsen kan blandes med mange forskellige ting. Jeg brugte
400 g oksefars
1/2 rød peberfrugt i tern
2 små chilier i tern
Worchestersauce ca 3 spsk
1 fed hakket hvidløg
Salt
Peber
Purløg, persille, kinaløg- alt hakkes fint
Bland farsen med alle ingredienserne. Brug hånden for at få den samlet godt.
Sæt en klump dej på en pind. Husk at pindene skal lægges i vand først.
Grilles i 10-15 min.
Til spydene fik vi tomatsalat, kartoffelsalat og portobello.
Portobello smager dejlige, og de kan fyldes med lidt af hvert.
Denne gang blev det
Cremefraiche
Hakket purløg og persille
Madonna ost
Salt, peber
Gedeost
Skrab lamellerne ud og skær stokken i små terninger, som blandes med de øvrige ingredienser. Blandingen fyldes i svampene og gedeosten lægges over. Portobelloerne lægges på grillen samtidig med kødet, men ude i kanten af grillen.
torsdag den 20. august 2015
Stiklinger af lavendler
I dag har vi klippet vores afblomstrede lavendler ned. De har virkelig stået helt fantastisk flotte.
Klip eller riv de nederste blade og blomsten af.
Vi klippede et lille stykke under blomsterne, og vi håber på, at de vil blomstre for anden gang.
Jeg lavede stiklinger af det afskårne. Det er meget simpelt. Jeg plantede dem i en stor flamingokasse med jord.
mandag den 17. august 2015
Hummerhaler på grill
I aften fik vi de lækreste hummerhaler, der var lavet på grillen.
Hummerhalerne havde vi fået fra Læsø.
Vi var 3 personer, og vi spiste 1 kg hummerhaler. Mindre kunne godt gøre det, men de smagte så gode, at alt blev spist.
Jeg klippede hummerhalerne op på bugen og skyllede dem godt.
Halerne kom jeg i en skål og vendte dem med olie, salt og peber.
Jeg kom halerne på grillpladen og dryssede hakket persille og hvidløg på. Derefter fordelte jeg smørklatter på hummerhalerne.
De var på grillen 15 til 20 min.
Jeg serverede et godt brød til.
Super lækkert:)
Middagen foregik i drivhuset.
lørdag den 15. august 2015
Pasta med semidried tomater, svampe og palmekål
Jeg havde tidligere på dagen lavet semidried tomater, og de skulle anvendes i en pastaret. Jeg synes, det smagte himmelsk, måske fordi det er meget længe siden, vi har fået pasta. Det kan også være den revne ost, der var over retten. Det var en Prima Donna ost:)
Jeg kogte noget godt pasta - gnocchetti.
I en anden gryde svitsede jeg 11/2 kyllingefilet, jeg havde skåret i tern.
Et løg skåret i tern, 1 fed hvidløg, 1 chilie i tern og 1/2 bakke champignon, skåret i skiver.
Jeg har palmekål i haven, og det ribbede jeg og skar i skiver. Man kan også bruge spinat. Palmekålen svitsede med i gryden i ca 5 min. Jeg tilsatte lidt fløde og 4 spsk af mine semidried tomater. Det hele kogte igennem og pasta blev vendt i.
En super nem og velsmagende ret. Husk den revne ost:)
Semidried tomater
Lige nu vrimler det med cherrytomater i drivhuset. Der er gul, chokolade og rød cherrytomat.
Jeg lavede semidried tomater i dag. Det er efter min mening en rigtig dejlig måde at få tomater på. Anvendelsesmulighederne er mange, og de kan holde sig i køleskabet i et godt stykke tid.
Jeg skar cherrytomaterne i halve og fyldte bradepanden med dem.
I haven plukkede jeg rosmarin, oregano og timian, som jeg hakkede.
Krydderurterne fordelte jeg over tomaterne, dryssede flagesalt og friskkværnet peber på. Herefter dryppede jeg lidt balsamico over, og til sidst olivenolie.
Tomaterne satte jeg i ovnen ca 4 timer ved 100 grader.
Tomaterne med olie hældte jeg derefter på et glas med låg og satte glasset i køleskabet.
Mexicansk morgenmad
Vi har lige taget løg op, og drivhuset bugner med tomater, så derfor skulle dagens morgenmad være scrambleæg på den mexicanske måde.
Retten kan nem tilberedes på pande, men da vejret var dejligt brugte jeg grillen.
Retten fik vi tit til morgenmad, da vi var i Mexico.
Den er nem at lave og smager perfekt.
Jeg brugte til 2 personer 2 løg, 3 små chilier og 6 tigerella tomater. Andre tomater kan selvfølgelig også bruges. Løgene skal jeg i tern. Tomaterne skar jeg over og tog kerne ud. Derefter blev de også skåret i tern. Chilierne blev ligeledes skåret i små tern.
Jeg kom olivenolie på grillpladen og svitsede først løgene, før tomater og chilier kom på.
Grøntsagerne skal være godt møre og evt væske være fordampet, inden den piskede æggemassen hældes på. Jeg brugte 4 æg, der blev pisket sammen med salt og peber.
Massen skal stivne og røres i.
Tortillaerne grillede jeg også.
Vi spiste retten med hotsauce og på den rigtige mexicanske måde, hvor man rives stykker af tortillaen, og bruger dem som små skeer, hvorpå æggemassen lægges.
mandag den 10. august 2015
Tunø
Jeg havde købt en Take Offer til 998kr. For den pris fik jeg 2 overnatninger, 2 morgenmad og 2 to-retters aftensmenu på Det Gamle Majeri på Tunø. Det må man sige var en god deal:)
På Tunø er der mange sejlbåde, og sejlerne udgør en stor del af turisterne. Desuden er der en teltplads og en spejderplads med en stor shelter. Teltpladsen har også nogle hytter, man kan leje. Jeg kunne godt tænke mig at bo på teltpladsen med direkte adgang til vandet:) det får jeg vist bare aldrig min mand med til.
Opholdet skulle bruges senest d. 29.9. Jeg ringede til stedet d. 4.8. og jeg fik at vide, at jeg var alt for sent ude. Alt var optaget, men de havde et afbud i weekenden d. 7-9.8. Det tog vi, og vejret var fantastisk.
Sejlturen fra Hov var kl. 9 og det tog en time at sejle derover. En dejlig tur, men lidt dyr. Vi gav 188kr hver for en retur. Vi havde ikke bil med, da Tunø er bilfri. Det er en lille ø på kun 3,5 kvadratmeter. Der bor omkring 110 fastboende. Der er en skole med 6 elever.
Vi boede på Det Gamle Mejeri. Der var måske 300m at gå fra færgelejet til mejeriet. Nogle af værelserne var med udsigt til vandet, men så heldige var vi ikke. Toiletterne, 2 stk, var på gangen. Der var 16 personer om de to badeværelser, så der var trængsel om morgenen.
Maden var mormor-mad. Det smagte ok, men det var lidt tungt sommermad. Vi fik bøf med løg, tarteletter og stegt flæsk.
Frokost spiste vi på kroen den første dag og på røgeriet den anden dag, hvor der var et udendørs spisested. Godt mad begge steder.
Tiden står stille på Tunø. Der er ikke så meget at foretage sig, så der var tid til at læse og slappe af. Vi gik øen rundt den ene dag. Det var en tur på 9 km. Det kan bestemt anbefales. En dejlig tur med en flot natur og en fantastisk udsigt.
Vi var også oppe i fyrtårnet. Det eneste sted i Danmark, hvor fyrtårnet og kirketårnet er det samme.
En stille ferie, hvor der var god tid til at slappe af. Der var ingen støj fra biler, kun traktorer og knallerter.
Tunø kan varmt anbefales, men næste gang bor vi nok ikke på Det Gamle Mejeri.
torsdag den 6. august 2015
Fletning af løg
I år har jeg prøvet at flette de nyoptagne løg. Vi har arvet en stor sigte af min svigerfar. Den er meget
anvendelig, når man tager ting op af jorden, som skal tørre. Jorden falder af. Sigten kan ligge på trillebøren.
Løgene flettede jeg som en fransk fletning, hvor man hele tiden tager et nyt løg med. For enden af fletningen bindes en snor, som samtidig kan bruges til at hænge løgranken i.
Der blev 5 ranker. Det er dejligt at have hjemmeavlede løg det meste af vinteren.
Jeg har hængt rankerne op, og min snedige mand har bundet en saks ved, så det er nemt at klippe et løg af.
Abonner på:
Opslag (Atom)