fredag den 31. juli 2015

Barbecue ribs homemade


En gang grillede vi altid ribben. Det er faktisk ikke så let at få fat i gode ribben i butikkerne i dag. Det er ikke noget, de altid har i køledisken. Man kan købe spareribs, men de er for tykke. 
Nu er det færdigmarinerede ribben, man kan købe. Det køber jeg aldrig. Jeg køber aldrig marinerede ting, da jeg bedre selv kan lide at marinere, for så ved man, hvad der er brugt til marinaden. Jeg har også hørt, at kød, der er marineret, ikke er så frisk som fersk kød. Det ved jeg dog ikke om passer. 


Min bror i USA har lavet barbecue ribs på weberen i mange år. Det bedste man kan forestille sig. 
I aftes fik vi så barbecue ribben på grillen. De var fantastisk gode. Jeg kogte først ribbenene i 1/2 time. Derefter kom de på grillen. 5 min på hver side og så blev den hjemmelavede barbecuesovs smurt på. Herefter kun en kort grillning på hver side. 
Opskriften på barbecuesovsen har jeg fået af min svigerdatter. 

Barbecuesovs:
4 spsk brun farin
4 spsk olivenolie
2 spsk stærk sennep
8 spsk ketchup
1 lille fed hvidløg
Ca 1 tsk Cayenne peber
Ca 1/2 tsk røget paprika
1 knsp stødt ingefær
Salt og friskkværnet peber

Alt røres sammen og sovsen smages til med krydderierne. 


Til ribbenene fik vi to salater med agurker, da drivhuset lige nu er storleverandør af agurker. 
Tzatziki og en god salat med quinoa, agurker, fetaost, små cherrytomater og blandet med hakket persille og mynte. Dressingen var saft af en lime, olivenolie og akaciehonning smagt ti med salt og friskkværnet peber. 


søndag den 26. juli 2015

Rugbrød glutenfrit

En gang imellem skal man finde en ny opskrift på glutenfrit rugbrød. Man kan godt køre lidt træt i det samme brød hver dag. 
Jeg har fundet en opskrift på http://katrinejuul.dk/glutenfri-rugbroed, som jeg synes er god.
Den er meget fri, og brødet kan smage forskelligt hver gang, man bager det. 


Der bliver et brød af denne mængde:

7 dl vand og 1/4 pakke gær røres sammen med 1 spsk chiafrø. 
1tsk salt tilsættes. Hvis man vil have brødet mørkt som rugbrød, kan man tilsætte 1 tsk malt eller lidt kulør. Jeg tilsatte malt.

Hertil tilsættes
3 dl frø eller kerner (ex solsikkekerner, hørfrø, sesamfrø, mandler, nødder, græskarkerner)
3 dl havregryn (hele eller kværnede)
4-5 dl mel (ex boghvedemel, majsmel, rismel, quinoa)

Vælg selv hvordan du blander frø og kerner og mel. 
Du kan ligeledes selv bestemme om nogle af ingredienserne skal kværnes. Jeg brugte min kaffekværn til at findele nogle af tingene. 

Hæld dejen i en rugbrødsform og lad den hæve ca 3 timer. 
Bages ved 175 grader i varmluftsovn ca 1 time. 

onsdag den 8. juli 2015

Cookies uden gluten

Det er sommer, men det regner, så det er blevet til en bagedag. Om tre dage skal vi i sommerhus i Hjarbæk ved Hjarbækfjord. Vi skal spille vores familiegoldturnering Larsen Open. Det bliver dejligt at være en uge sammen med "ungerne". 
Brødet fra bagningen i dag skal med i sommerhuset.
Jeg startede med speltboller og musli. Derefter over til den søde afdeling: cookies og brownies.
Alt er lavet efter princippet Lowfodmapdiet, dvs uden laktose, glutenfri eller af speltmel. Opskrifterne er fra bogen "Lowfodmapdiet giver ro i maven 2".

Her er opskriften på cookies uden gluten:

80 g mel
100g sukker
50g farin
1 æg
150g majsmel
1 tsk vaniljesukker
1/2 tsk natron
1/2 tsk salt
100g mørk chokolade- jeg brugte 70%



Rør smør og sukker sammen.
Tilsæt æg og farin.
Hak chokoladen groft og bland den i de tørre ingredienser. Rør dette i æggeblandingen. 
Sæt dejen på bagepapir med en teske.  
Bages ca 8 min ved 175 grader. 

lørdag den 4. juli 2015

Haven i juli

Lige lidt blomsterbilleder fra haven.










Stjernekaster

Det hedder vist en Stjernekaster, når det er et stjerneskud med to stegte rødspættefiletter. 
Det var hvad jeg lavede denne varme sommerdag, hvor vi havde besøg til frokost. Vi indtog frokosten på terrassen, og nyd en dejlig kold hvidvin til. 
Efter stjernekasteren fik vi salat og krabbekløer. Vi sluttede af med diverse lækre oste fra Åbebro Mejeri.


Jeg ristede noget brød og stegte rødspættefiletterne. 
Som pynt kogte jeg nogle af mine hjemmeavlede asparges og plukkede nogle salatblade. 
Jeg pyntede med rejer og ørredrogn.

Så kommer vi til dressingen, som jo er afgørende for om smagen er i top. 

Jeg brugte:
2 dl creme fraiche- jeg brugte laktosefrit
2 spk tomatpure
1,5 tsk paprika
2 spk sød chilie 
Salt
Friskkværnet peber

Alt røres sammen og smages til. 

Hyldeblomstdrik

Når skolerne får sommerferie, er det tid til at lave hyldeblomstsaft. 
Duften af hyldeblomster er nok det mest sommerlige, jeg kan forestille mig. Måske fordi, jeg altid har lavet hyldeblomstsaft, når vi fik sommerferie fra skolen. Denne fornemmelse af, at den bedste ferie af alle starter, er bare helt fantastisk. Som efterlønner mærker man desværre ikke dette. PYT - man føler det som ferie hele året, og det er så skønt. 



Jeg er så heldig, at vi har en vold nederst i haven. På denne vold, hvor der oprindelig var jernbane, gror der hyld, så det er let for mig at plukke hyldeblomsterne. 

Til hyldeblomstsaften brugte jeg:

40 store blomsterklaser- klip de største stængler af
1 brev citronsyre
3 økologiske citroner i skiver
11/2 kg lys rørsukker 
2 liter kogt vand



Alle ingredienser blandes og stilles koldt i 4 dage. 
Rør af og til i blandingen.


Si saften og hæld den på flasker.
Det skal opbevares i køleskab.
Jeg fryser noget af det, så det kan bruges på senere tidspunkter. 

Rabarbersaft kogt i gryde

Rabarber hører forsommeren til. Efter Sankt Hans må man ikke plukke flere rabarber. De skal lave energi og kræfter til næste års rabarber. Det var let at se på mine rabarber i år. De har aldrig været kraftigere end i år. Sidste år undlod jeg at plukke dem efter Sankt Hans. 
I dag har jeg plukket for sidste gang. Det er godt nok nogle dage efter Sankt Hans;)
Jeg har lavet rabarbersaft en gang i år, men det blev hurtigt drukket, og der har været stor efterspørgsel på en ny omgang saft. 
Jeg havde lyst til at prøve en anden opskrift end sidst, hvor jeg kogte saften af rabarberne på en saftkoger.
Denne gang brugte jeg følgende:

1 kg rabarber 
4 dl rørsukker
2 liter vand
10 stjerneanis
2 vaniljestænger

Rabarberne skæres i stykker og vand mm tilsættes.


Kog i ca 10 minutter, og si saften.
Hæld saften på flasker.
Skal opbevares i køleskab.
Man kan også fryse saften i plastikposer. 

Denne saft er super nem at lave, men efter min mening ikke så god som den rene rabarbersaft. 
Næste gang tror jeg, at jeg udelader vaniljen. Anissmagen passer derimod godt sammen med rabarberne.