fredag den 4. august 2017

Chutney af grønne stikkelsbær

I går plukkede jeg mine grønne stikkelsbær. Vi købte en opstammet stikkelsbær sidste år, så den gav ikke så meget, men det blev alligevel til 800g. 


Jeg ville lave chutney af bærrene, og dette er ingredienser, jeg brugte:


800g grønne stikkelsbær
350g rørsukker
5 mellemstore løg skåret i tern
2 æbler skåret i tern
100g rosiner
3 kanelstænger
1 dl æbleeddike 
1/2dl vand
Finthakket ingefær ca 2-3 cm
1/2 spk salt
1/2 spk allehånde
2-3 grønne chilier skåret i tern

Alle ingredienser kommes i en gryde og koger 1 time. Jeg smagte på chutneyen undervejs, for at tilpasse mængden af chilier. 


Chutneyen hældes på skoldede glas. 
Jeg glæder mig til at få en god karryret sammen med chutneyen. 



tirsdag den 1. august 2017

Stikkelsbærmarmelade

Sidste år købte vi 2 opstammede stikkelsbærbuske. Den ene med grønne stikkelsbær og den anden med røde bær. Jeg synes faktisk, at det er flot med opstammede bærbuske. Vi har også 2 ribsbuske, der er opstammede. 


På billedet ses busken med de røde stikkelsbær. I går plukkede jeg alle bærrene, og der var næsten 2 kg. Det synes jeg faktisk er meget godt, og det passer meget godt til mit stikkelsbærbehov. 


Til marmeladen brugte jeg 800g af stikkelsbærrene. Jeg skyllede dem og nippede stilk og blomst af. 
Derefter kom jeg dem i en gryde sammen med 800g rørsukker og vanilje fra 2 vaniljestænger. Selve vaniljestængene kom jeg også i gryden. Jeg tilsatte også saften af 1 citron. Jeg havde sat en lignende opskrift på Valdemarsro. 
Jeg kogte stikkelsbærrene i ca 45 min, inden jeg hældte dem på skoldede glas. 
Det er en dejlig marmelade eller vel nærmere syltetøj. 


Jeg har bestemt mig for at lave chutney af de grønne stikkelsbær. Opskrift kommer senere