lørdag den 14. januar 2017

Selleritærte

Med inspiration fra Coop har jeg lavet selleritærte. 
Jeg serverede en grønkålssalat med æbler, ristede cashewnødder og granatæbler til. Dressingen var æblecidereddike og en god olivenolie med friskkværnet peber over. 


Selleritærte:
Et revet knoldselleri. Jeg rev det på køkkenmaskinen. 
2 finthakket rødløg
2 finthakket hvidløg 
olivenolie
Salt og peber
Ristede bacontern ca 200g
3-5 æg afhængig af størrelsen på selleriet og æggene. 
Revet ost. Jeg brugte emmenthaler og cheddar

Olivenolien hældes på en stor varm pande. Revet selleri, løg og hvidløg kommes på panden og steges, til de er lidt bløde. Massen krydres med salt og peber. Hæld blandingen i en stor tærteform. 

 

Rist bacontern og bland dem i sellerimassen.


Pisk æggene sammen og hæld dem over sellerimassen. Drys revet ost over. 

Bages ved 190 grader i ca 45 min. 


Retten kan spises med en salat, men kan også spises som tilbehør til kylling, koteletter eller anden form for kød. 





søndag den 1. januar 2017

Napolionskager

Vores farmor lavede ofte napolionskager, når vi kom på besøg. De smagte himmelsk. 
D. 30.12.2016 kunne vores farfar være fyldt 100 år, og det fejrede vi. Vi mødtes på kirkegården kl 15, hvor vi skålede og mindedes farfar. 


Herefter kørte vi hjem til os og fil napolionskager a'la farmor. 


Det er super nemt. 

Til 8 stk skal man bruge 4 stykker butterdej. 
Jeg rullede dejen lidt på den lange side og bevarede bredden. 
Butterdejen bagte jeg i ovnen i ca 20 min. Jeg lagde bagepapir og risten over, da jeg bagte dem. 
Det er smart, da dejen ikke hæver så meget på den måde. 

På to af stykkerne smurte jeg glasur og delte hvert stykke i 4 dele. 

På de to andre smurte jeg hjemmelavet hindbærmarmelade, creme og flødeskum. Hvert stykke delte jeg ligeledes i 4 stykker og lagde toppen på. 

Til sidst pyntede jeg med flødeskum. Desværre havde jeg ikke nogle friske hindbær til at pynte med. 
Jeg brugte en creme rørt på cremepulver. Det havde smagt endnu bedre med en hjemmelavet creme. Det må jeg gøre næste gang.